Kapitel 8
Fascinationen ved Gunther Plüschow
Hvad hans opbrud kan sige os i dag.
Eventyr er mere end fare
Der findes mennesker, hvis liv ikke forløber i rette linjer, men som et spor gennem is, storm, hav og skyer. Gunther Plüschow er en af dem. Han var ikke blot marineofficer, ikke blot flyver, ikke blot opdagelsesrejsende. Han var en af de sjældne mennesker, der ikke veg udenom det ukendte, men netop i det fandt sin opgave.
Fascinationen ved Plüschow beror derfor ikke på en blot og bar lyst til risiko. Den beror på en holdning. Eventyr er her hverken larm, poseren eller foragt for livet. Det er villigheden til at forvente mere af livet end bekvemmelighed. Eventyreren er ikke det menneske, der søger faren, fordi den er farlig; det er det menneske, der tager en opgave så alvorligt, at heller ikke faren tæller som det afgørende argument.
I denne forstand står Plüschow i den åndelige linje, som Fridtjof Nansen besvor i sin St. Andrews-tale: Mennesket vokser ikke ved at undgå alt det uberegnelige. Det vokser, når det lader sig kalde af en opgave, der er større end dets frygt.
Blikket, der ikke standser ved kortet
Plüschows fascinationskraft begynder med en næsten barnlig, men ingenlunde barnagtig egenskab: Han ville se. Ikke blot høre, ikke blot læse, ikke blot følge på kort, hvad andre allerede havde opmålt. Han ville med egne øjne se, hvordan jorden tager sig ud, der hvor den endnu er utæmmet.
I Tsingtau blev han kendt som flyver; senere opsøgte han i Ildlandet og Patagonien de landskaber, hvor vind, is og klipper virker mægtigere end menneskelige planer. Det, der drev ham, var ikke flugten fra virkeligheden, men ønsket om at trænge dybere ind i den.
Netop deri berører Plüschow os i dag. Vi lever i en tid, hvor næsten alt synes synligt: satellitbilleder, kort, data, nyheder, meninger. Og alligevel forbliver det afgørende spørgsmål: Ser vi virkelig? Eller overtager vi blot andres færdiglavede billeder? Plüschows liv maner os til at søge selvsyn: selv at se efter, selv at prøve, selv at udvide horisonten.
Feuerland: Tålmodighed før flugten
Til dette liv hører ikke blot himlen, men også skibet: Feuerland. Det var mere end et fartøj. Det var den træbro, der forbandt Europa med verdens ende — den svømmende tærskel, over hvilken Plüschow trådte ind i sit egentlige eventyr.
Netop Feuerland gør det tydeligt, at ethvert dristigt opbrud har en umærkelig, tålmodig side. Inden der kunne flyves, måtte et skib bygges, udstyres, lastes, styres, vedligeholdes og føres gennem svær sø. Feuerland var på én gang værksted, base, forrådsrum, ly og kammerat.
Det peger på en sandhed, der let glemmes: Ingen virkelig højdeflugt begynder i luften. Den begynder på jorden — i forberedelsen, i håndværket, i udholdenhed. Feuerland var det langsomme, vedholdende element; Silberkondor det dristige, opstigende. Kun tilsammen giver de det fulde billede.
Silberkondor: højde som en ny synsvinkel
Da Plüschow fløj med sit fly over Ildlandet, over Darwin-kordillererne, over Kap Horn og Patagoniens vældige landskaber, bragte han ikke blot nyheder tilbage til Europa. Han bragte billeder af en verden, som i mange menneskers forestilling knap nok eksisterede.
Flyet betød ikke blot hastighed. Det betød et nyt perspektiv. Fra oven blev sammenhænge synlige, som forblev skjulte på landjorden. Flyet var derfor ikke blot et teknisk redskab, men et instrument for erkendelse. Det hjalp med at se verden anderledes.
Det har også aktuel betydning. Vores tid er rig på enkeltheder og fattig på overblik. Vi er omringet af meldinger, aftaler og indtryk. Silberkondor minder om, at mennesket lejlighedsvis må vinde højde: afstand, samling, overblik. Ikke for at flygte fra verden, men for at erkende den klarere.
Selvdisciplin, kammeratskab og prøvelse
Plüschows vej viser også, at eventyr altid har en etisk side. I storm, kulde og teknisk usikkerhed tæller ikke, hvad man siger om sig selv, men hvad man virkelig formår: tålmodighed, nøgternhed, mod, kammeratskab, åndsnærværelse.
Store bedrifter opstår sjældent alene af øjeblikket. De vokser af forberedelse, af øvelse, af den stille selvdisciplin, som man erhverver sig længe, inden prøvelsens time kommer. Det, som kroppen lærer under træning, lærer sindet også i livet: at holde stand, holde måde, gå videre, når vinden kommer forfra.
Tillige var Plüschow ikke alene. Ernst Dreblow, mandskab, hjælpere, værksteder, sømænd og mange usynlige hænder hørte til hans foretagende. Også det beskytter mod falsk heltedyrkelse. Den enkelte kan fatte beslutningen, men et stort værk kræver fællesskab.
Værdien for os hver især
Derfor fascinerer Plüschow den dag i dag. Ikke fordi enhver af hans beslutninger ville være værd at efterligne. Ikke fordi vi ubrudt skulle forherlige hans tids verden. Men fordi hans liv stiller os et spørgsmål: Hvor er vores ukendte land?
For den ene ligger det faktisk i is, bjerg eller hav. For den anden ligger det i et videnskabeligt arbejde, i et kunstnerisk værk, i et foretagende, i ansvaret for familie, hjemstavn eller fællesskab, i en indre forvandling, i en tjeneste over for andre mennesker. Eventyret er ikke bundet til landkortet. Det er en form for alvor.
I en tid, der lover megen sikkerhed og alligevel gør mange mennesker urolige indeni, kan Plüschow hjælpe til at genfatte begrebet eventyr. Eventyr betyder ikke: letsindigt at udsætte sig for fare. Eventyr betyder: at tage en opgave så alvorligt, at man er beredt på at forandre sig selv.
Opbrud uden flugt
Det sande opbrud er ingen flugt fra ens eget liv. Det er en fordybelse af livet. Den, der bryder op, forlader ikke virkeligheden; han søger den. Den, der drager ud, gør det ikke, fordi livet er blevet for snævert, men fordi han fornemmer, at det er større, end vanen påstår.
Også billedet af den lille, stærke Feuerland står tilbage, som banede vejen gennem bølger og kulde. Ikke kun billedet af flyvemaskinen over Ildlandet, ikke kun Silberkondor over is og storm. Skib og fly, hav og himmel, tålmodighed og dristighed: i denne forbindelse ligger hemmeligheden bag hans eventyr.
Måske er netop det den sjældneste form for mod: ikke at vide, hvad der kommer, og alligevel bryde op — ikke af overmod, men fordi man fornemmer, at mennesket kun bliver helt levende dér, hvor det tjener en større opgave.
»Ethvert menneske har brug for sit eget Ildlandet.«
En opgave, der kalder ham ud af bekvemmeligheden, men ikke løser ham fra ansvaret.